Angelsaksisk futhorc

Angelsaksisk futhorc var det runealfabet, der blev brugt i angelsaksisk England. Dets 28 runer tilpassede ældre futhark til gammelengelskens lyde.

28 runer · ca. 5.–11. århundrede e.Kr.

Feoh

f · /f/

rigdom, kvæg

Ur

u · /u(ː)/

urokse, okse

Thorn

þ · /θ/

torn

Os

o · /o(ː)/

gud, mund

Rad

r · /r/

ridt, rejse

Cen

c · /k/

fakkel

Gyfu

g · /ɡ/

gave

Wynn

w · /w/

glæde

Hægl

h · /h/

hagl

Nyd

n · /n/

nød, trang

Is

i · /i(ː)/

is

Ger

j · /j/

år, høst

Eoh

ï · possibly /eː/

taks

Peorð

p · /p/

betydning ukendt

Eolh

x · /ks/

elgstar

Sigel

s · /s/

sol

Tir

t · /t/

stjerne, guden Tīr

Beorc

b · /b/

birk

Eh

e · /e/

hest

Mann

m · /m/

menneske

Lagu

l · /l/

vand, sø

Ing

ŋ · /ŋ/

guden Ing

Dæg

d · /d/

dag

Eþel

œ · possibly /øː/

ejendom, hjemstavn

Ac

a · /ɑː/

eg

Æsc

æ · /æ/

ask

Yr

y · /y(ː)/

bue, taks

Ior

io · /io/

ål

Historie

Futhorc har navn efter de første runer i rækken: f, u, th, o, r, c. Det udviklede sig fra ældre futhark, efter at germanske folk bosatte sig i Britannien, og fik nye runer for de lyde, som gammelengelsk havde fået.

Runerækken findes på tidlige indskrifter i sten og metal, f.eks. Ruthwell-korset fra 700-tallet, og i senere håndskrifter som det angelsaksiske runedigt. Efter den normanniske erobring afløste det latinske alfabet efterhånden runerne.

Kilder

Tegnenes rækkefølge og former følger Unicode; navne og lyde er rekonstrueret ud fra runologiske kilder.